Ny bestyrelse og referat fra generalforsamlingen i Reerslev Kulturhus d. 25.3.2
Referat af Generalforsamling I Reerslev Kulturhus D. 25.3.2026
Forperson Hanne Frølich byder velkommen.
- Valg af dirigent, stemmetæller og referent
Dirigent: Hans arne Nielsen
Referent: Lene Nielsen
Stemmetællere: Annelise Winter og Kasper Telling
Dirigenten konstaterer at generalforsamlingen er varslet og lovligt indkaldt i forhold til bestemmelserne i vedtægterne via. brev udsendt til alle medlemmer, og i opslag på foreningens Facebookside samt på facebookgruppen Reerslev Venner.
- Formandens beretning om foreningens virksomhed i det forløbne år til godkendelse:
Kære alle sammen,
Jeg har virkelig glædet mig til at stå her i dag – til med stolthed at holde denne beretning for året der er gået!
Når jeg ser tilbage på året, der er gået i Reerslev Kulturhus, så er det først og fremmest følelsen af fællesskab og fremdrift, der står tydeligst tilbage.
Det er samtidig første gang, jeg står her som forkvinde, og derfor er det også naturligt for mig at begynde med en stor tak til min forgænger, som gennem mange år har lagt et stort arbejde i huset og været med til at skabe det fundament, vi bygger videre på i dag.
Jeg har valgt at dele min beretning i overskrifter som tager os gennem året på en sjov og humoristisk måde.
Den første overskrift er:
Årets mest levende hus
Når jeg ser på året 2025, så har huset været brugt flittigt og det ser ud til allerede at have smittet af på antallet af bookinger for 2026.
I 2025 har vi haft 22 almindelige udlejninger, 10 udlejninger til øvrige foreninger, 12 gange har vi selv som kulturhus brugt huset til egne aktiviteter og arrangementer, og derudover har banko fyldt huset 26 gange.
Det er egentlig en meget fin fortælling i sig selv: at huset bliver brugt, at mennesker mødes, og at der er stort liv bag døren.
Årets magiske øjeblik
Børneteatret Fridas Store Rejse blev en af årets oplevelser i børnehøjde, hvor fantasien fik lov at fylde rummet.
Forestillingen tog både børn og voksne med på en farverig rejse, og det var tydeligt at mærke, hvordan hele salen blev grebet af stemningen.
Den slags øjeblikke minder os om, at et kulturhus også er et sted, hvor man kan lade sig overraske, grine og for en stund træde ind i en anden verden.
Årets faste traditioner
Noget af det, jeg især hæfter mig ved, er, hvordan vores egne traditioner fortsat samler folk.
Påsken blev en af de dage, der satte sig. Ikke mindst fordi en mor bagefter sagde:
“Det her er det bedste påskearrangement, vi nogensinde har været til.”
Sådan en kommentar tager man med sig.
40 deltog i æggejagt, buffet, kreativitet og brandbiler, og det hele havde den særlige stemning, hvor både børn og voksne føler sig hjemme.
Halloween blev igen både hyggelig og tilpas uhyggelig med 25 børn og 25 voksne, der kastede sig ud i heksegryder, kager, candyfloss og slik eller ballade.
Og julefrokosten rundede året af med 65 deltagere, rigtig god mad, quiz, kineseri, musik og dans — præcis sådan en aften, hvor man mærker julestemningen og at folk gerne vil være sammen.
Årets latter og musik-optræden.
Når jeg tænker tilbage på årets arrangementer, så står latteren også tydeligt frem.
Stand-up med Jonathan Christensen samlede 100 mennesker til en aften med god mad og masser af grin.
Senere på året fik vi besøg af Lene Siel, som sammen med sin pianist skabte en aften med en helt særlig stemning og musik, der ramte lige ind hjertet.
Begge arrangementer var støttet af Kalundborg Kommunes pulje “Liv i forsamlingshusene”.
Årets glas med fortællinger
Der var også flere arrangementer, hvor samtalerne fik lidt ekstra hjælp undervejs.
Gin-smagningen blev en rigtig hyggelig aften med gode grin, nærvær og spændende smage.
Portvinssmagningen blev også taget rigtig godt imod, hvor historier og smag gik hånd i hånd, og hvor deltagerne tydeligt nød stemningen.
Tapas- og rosésmagningen måtte vi til gengæld aflyse på grund af for få tilmeldinger — og det minder os også om, at ikke alle idéer nødvendigvis rammer plet første gang.
Årets fælles løft
Noget af det, der også står klart tilbage, er de mange praktiske løft omkring huset.
Ved arbejdsdagene blev der virkelig taget fat: nye lamper kom op, der blev gjort rent, terrassen fik et løft, flagstangen kom i orden, og soklen fik sin glød tilbage.
Anretter køkkenet blev renoveret, og huset har samtidig fået både ny akustikregulering og billeder på væggene, som giver huset en ny varme og ro.
Årets samarbejdsbuffet
Noget af det, der også giver værdi i løbet af året, er de arrangementer, vi skaber sammen med Landsbylauget og menighedsrådet.
Fastelavn blev igen et godt eksempel på, hvordan samarbejde skaber liv — omkring 60 børn og voksne samlede sig om tøndeslagning og fællesskab.
Grundlovsfesten viste os til gengæld, at ikke alle traditioner automatisk bærer sig selv videre. Her mødte meget få op, og derfor tænkes der nye tanker for denne dag i det kommende år.
Høstfesten viste heldigvis den anden side: god stemning, musik, fællesskab, kendte ansigter og nye ansigter omkring bordene.
Og juletræstændingen samlede igen mange omkring kirke, kulturhus og byens juletræ, hvor både æbleskiver, gløgg, trylleshow og fællessang var med til at skyde julen godt i gang.
Samtidig er 3-kløver-samarbejdet mellem kulturhuset, Landsbylauget og menighedsrådet fortsat en vigtig styrke, og i år har samarbejdet også turdet kigge på sin egen struktur: hvordan vi bedst organiserer os, og hvordan vi bruger kræfterne klogt. Vi har budt nye og interesserede indenfor i maskinrummet for planlægning og afvikling af arrangementerne, uden at man behøver at sidde en af de 3 bestyrelser.
Det kræver både mod og vilje — men det er også dér, udviklingen ligger.
Årets blik fremad
Vi har også deltaget i projekt Spirelandsby, som giver anledning til at tænke videre over udviklingen af både huset og lokalsamfundet.
Samtidig har vi lagt et stort arbejde i at revidere lejekontrakten og regulere udlejningspriserne, så huset også fremover hænger godt sammen.
Årets vigtigste udfordring
Når jeg ser tilbage, står én udfordring også tydeligt.
Mange hjælper heldigvis til, og det er vi meget taknemmelige for.
Men vi mangler stadig at få bundet sløjfen mellem de mange små engagementer og viljen til at tage plads i bestyrelsen.
For konsekvensen er enkel: bliver vi for få til bestyrelsesarbejdet, bliver det sværere at holde den aktivitet og udvikling, vi gerne vil.
Årets særlige tak
Til sidst vil jeg rette en helt særlig tak til bestyrelsen.
Til jer, der igen og igen stiller op, tager de sene aftener, planlægningen, opgaverne og ansvaret — og er med til at få hjulene til at dreje rundt.
Det er jeres engagement og vedholdenhed, der gør, at Reerslev Kulturhus fortsat er et levende sted.
Samtidig skal der lyde en stor tak til alle de frivillige hænder, som hjælper til før, under og efter arrangementer, ved arbejdsdage og i alle de små sammenhænge, hvor det måske ikke altid bliver set — men hvor det gør en stor forskel.
Og en særlig tak til bankoforeningen for både engagementet og de donationer, som igen i år har haft stor betydning for huset og for, at vi kan fortsætte med at udvikle og vedligeholde det.
Det er den slags opbakning, der mærkes langt mere, end man kan sætte tal på.
Tak for året der gik.
Spørgsmål og kommentarer
Flot arbejde i har fået op at stå –
Beretning godkendt
- Fremlæggelse af regnskabet til godkendelse.
Se bilag fra indkaldelse
Marianne fremlægger budgettet og fortæller om flere udlejninger – end forrige år
Der har været flere store renoveringer – det har været dyrt – men godt givet ud.
Der er også kommet flere medlemmer end sidste år
Spørgsmål – stor forskel på bankos donation fra sidste år
Svar: det er banko der bestemmer hvor meget de vil donere – de skal jo også kunne løbe rundt uden underskud.
Regnskab godkendt
- Indkomne forslag, herunder bestyrelsens budget og kontingent forslag samt forretningsorden.
Endeligt budget fremlægges og gennemgås – se bilag
Forslag til kontingent: 150 kr. fortsætter – det godkendes
Spørgsmål:
Der spørges indtil der er budgetteret med at sætte 25.000 ind på en opsparing når budgettet ender med underskud. Det ville være mere korrekt at tage et lån i stedet for at lægge penge til side –
Svar fra bestyrelsen ”vi vil gerne vise at vi tænker i fremtidige udgifter på en ansvarlig måde- det er ligeledes nemmere at søge om tilskud – hvis vi har lidt penge på kontoen”.
Bestyrelsen spørg ”Skal vi hellere tage de 25.000 væk fra budgettet- og se hvad vi har i overskud og gemmer det, der evt. er i overskud.?
Svar fra salen ” det ville være mere korrekt – man kan ikke budgettere med penge der ikke er der”
Jem og fix sponsorat er det almindeligt at budgettere med det?
Svar fra bestyrelsen ” det er et tilbud fra Jem og fix – så vi ved at det er en mulighed og hvorfor ikke gribe det?”
Forretningsorden for bestyrelsen i Reerslev Kulturhus
Nyt forslag
Valg
Bestyrelsen består af minimum 5 medlemmer – maksimum 7 medlemmer, valgt af generalforsamlingen. • De 5 Bestyrelsesmedlemmer vælges for 2 år ad gangen, 3 i ulige år og 4 i lige år forskudt. Derudover består bestyrelsen af: 2 suppleanter, valgt for 2 år ad gangen, ligeledes forskudt valgt. 2 revisorer, valgt for 2 år ad gangen, ligeledes forskudt valgt. 1 revisorsuppleant, valgt for 1 år ad gangen.
Projektgrupper og arbejdsgrupper
Bestyrelsen kan igangsætte grupper baseret på flertal ved generalforsamlingen eller efter behov. Projekter kræver to medlemmer i en gruppe, der planlægger og evaluerer.
Referat fra generalforsamlingen
(Slettes: Bestyrelsen fører protokol og udsender referat til alle medlemmer senest 14 dage efter generalforsamlingen. Referatet offentliggøres på hjemmesiden.)
Nyt forslag: Bestyrelsen fører protokol og referatet offentliggøres på hjemmesiden senest 14 dage efter generalforsamlingen.
Konstituering
Bestyrelsen konstituerer sig senest 14 dage efter generalforsamlingen, og ansvarsområderne offentliggøres på hjemmesiden.
Dagligt arbejde
Bestyrelsen leder og udvikler foreningen. De er ansvarlige overfor myndighederne for regnskab og dokumentation. Forretningsordenen godkendes på generalforsamlingen.
Kulturhuset betaler for pålydende entre, for de bestyrelsesmedlemmer der er medhjælpene før, under og efter egne eller fælles arrangementer.
Opgaver
Bestyrelsen udarbejder årligt en beretning og aktivitetsprogram, som godkendes på generalforsamlingen. De varetager medlemmernes interesser og har ansvar for økonomi og forslag til medlemskontingent.
Nyt forslag tilføjes: Min. 1 medlem fra bestyrelsen deltager i samarbejdsudvalget med Reerslev Landsbylav og Menighedsråd.
Møder
Bestyrelsen mødes mindst 6 gange om året. Indkaldelse sker skriftligt med 8 dages varsel og dagsorden. Beslutningsreferater offentliggøres på hjemmesiden.
(Slettes: Bestyrelsen er beslutningsdygtig med 5 ud af 7 medlemmer til stede. Økonomiske beslutninger kræver kvalificeret flertal på 5 af 7 stemmer.)
Nyt forslag: Bestyrelsen er beslutningsdygtig med 2/3 medlemmer til stede. Økonomiske beslutninger kræver kvalificeret flertal på 2/3 stemmer.
Tegningsret
Foreningen tegnes af 2 bestyrelsesmedlemmer. Opsigelser, pantsætning, ansættelser og forpagtningskontrakter kræver samlet bestyrelses underskrift.
Ekskludering
En andelshaver, der optræder uacceptabelt, kan ekskluderes. Beslutning kan ankes til næste generalforsamling.
Revideret og godkendt ved Ordinær Generalforsamling d. 25.3.2026
Det bliver præciseret at der er min. 5 bestyrelsesmedlemmer og maks 7.
Denne beskrivelse er lavet for at fortælle at det kan blive noget der skal tages højde for – for at kunne overholde foreningsloven.
Tilføjelse: Forretningsordenen behøver ikke at blive godkendt. Det er bestyrelsens arbejdspapir.
Spørgsmål fra salen: Håber at referatet fortsat bliver sendt på mail – jeg ved at jeg ikke får klikket ind på hjemme siden og tjekket.
Forslag til ændring af tekst i forretningsordenen: Referat offentliggøres på hjemmesiden 14 dage efter generalforsamling, ønskes der mail skal medlemmerne søger for at bestyrelsen har deres mailadresse
Bestyrelsen er beslutnings dygtig med 2/3 medlemmer tilstede. Økonomiske beslutninger kræver kvalificeret flertal
- Handlingsplan for det kommende år :
15/2 – Fastelavnsfest fælles med Landsbylaug og Menighedsråd 21/2 – Børne MGP-fest 25/3 – Generalforsamling 21/3 – Danseaften med spisning
3/4 – Sammenskuds Påskefrokost -æggejagt, børnebanko og krea.
11/4 – Arbejdsdag
5/6 – Grundlovsarrangement – ”Vis mig Reerslev” fra kl. 10 -boder med lokal produktion og lopperi, optræden, kæpheste konkurrence mv. fælles med Landsbylaug og Menighedsråd 29/8 – Arbejdsdag/uge
3/10 – Høstfest fælles med Landsbylaug og Menighedsråd
31/10 – Halloweenfest
27/11 – Julefrokost
29/11 – Juletræstænding fælles med Landsbylaug og menighedsråd.
Store opgaver
Nyttag på hestestald, kitte vinduer
Hovedrengøring af huset
Istandsættelse af hovedtrappe
Istandsættelses af dametoilet
- Valg af medlemmer til bestyrelsen
På valg er:
– Hanne Frølich (2 år) – genopstiller – valgt
– Marianne Nielsen (2 år) – genopstiller – valgt
Derudover skal der vælges 2 bestyrelsesmedlemmer for 2 år
Der kommer 2 forslag fra salen Peter Hansen – Valgt
Hans Wennerberg – Valgt
6a) Suppleringsvalg: Der skal vælges 2 bestyrelsesmedlemmer for 1 år
Ingen forslag
- Valg af suppleanter til bestyrelsen
Der skal vælges 1 ny suppleant for 2 år.
Ingen forslag. Generalforsamlingen giver bestyrelsen bemyndigelse til efterfølgende af generalforsamlingen at finde en mulig suppleant.
- Valg af revisor
På valg er: Jesper Boesen – ønsker genvalg – valgt
- Valg af suppleant for revisorer.
På valg er: Kamma Hvenegaard – ønsker genvalg – valgt
10) Evt.
Bankovennernes beretning v/ Kamma Hvenegaard.
Det har været et godt år for Banko. De er nu oppe på 230 medlemmer. Kammer fortæller at de har gode hjælpere der stiller op når der er brug for det. Det er blevet mere omstændigt at udbyde banko – der skal nu søges tilladelse når der er en omsætning på over 100.000, – kr.
Hanne takker for god ro og orden og takker Hans Arne og Lene N for deres indsats.
